Brobyværk Kro 2020-2022

Det blev en anderledes start for Brobyværk Kro da et ejerskiftet i 2020, og alle de planer der lå på tegnebrættet, blev indhentet af Corona. Ikke desto mindre blev de to omfattende nedlukninger udnyttet konstruktivt til først at renoverer hovedhuset, og dernæst værelsefløjen. Om end der de første år var mange nedlukkede dage så blev Kroen, med dens nye rammer og tilpassede koncept, mødt med interesse og opbakning, fra nær og fjern, så snart dørene blev åbnet.

Med de opbremsende coronatider, efterfulgt af enorm aktivitet, kom efterveerne af krisen 2021. En kæmpe indsats og gejst, fra det tilknyttede personale, holdt Kroen på fuld fart, mens der blev søgt efter manglede personale. Især en kandidat, som kunne varetage og styrke Kroens gastronomiske profil, var der udkig efter.

I oktober 2021 tiltrådte den anerkendte kok, og tidligere ejer af Restaurant Lindetræet, Brian Madsen, som Køkkenchef. Brian tog hurtig Kroen til sig – fik stabiliseret køkkenet på et højere niveau, og indenfor det første år blev Brobyværk Kro nomineret til årets landevejskro, og fik udlært Kroens første kokkeelev med en sølvmedalje. Med Brians erfaring som selvstændig, og ikke mindst engagement i Kroens udvikling, gav det mening at han skulle overtage direktørposten.

I 2022 er Kroen blevet en integreret del af lokalsamfundet både som mødested om events, store fejringer og ikke mindst som et foretrukket spisested.  Kroens historie og udvikling i fysisk forstand, men i særdeleshed gastronomisk, har sat Brobyværk på Danmarkskortet, og tiltrækker gæster langvejs fra.

Det renomme, som Kroen har fået, værnes der om ved løbende at tilpasse og finjusterer konceptet i takt med Kroholdets sammensætning, øgede rutine og gjorte erfaringer.

Som afslutning på året 2022 blev endnu en renovering iværksat og Kroens festlokale; Salen, stod ved starten af 2023 forvandlet til et unikt og tidssvarende lokale i sammenhæng med resten af Kroens forvandling.

Brobyværk Kro anno 2020

I 2020 er et nyt kapitel er begyndt for Brobyværk Kro. 15. februar købte lokal gartner, Claus Feldborg kroen af Ib og Anne-Lise efter deres 47 år med tro tjeneste. Claus så både det bevaringsværdige ved den næsten 400 år gamle og smukke kro, samt det store udviklingspotentiale for stedets aktiviteter.

En gennemgribende renovering blev med det samme sat i gang, og mens Corona krisen tog pusten fra Danmark blev tiden brugt til at puste en nyt liv i Kroen. Første etape af renoveringen omfattede ”Krostuen”, som nu er blevet åbnet op og har fået et hjerte i form af et ikonisk bar- og receptionsmiljø. Tre selskabslokaler står nyistandsatte og klar, ”Udsigten” med stort panoramasyn, lige ned til Odense å. ”Pejsestuen” med indbygget gaspejs til de mindre intime sammenkomster og den store ”Sal” er klar til fremtidens smukke fester. Kroens restaurant ”Havestuen” er blevet moderniseret med respekt for bygningen og Kroens historie med rå mursten og bjælkeloft. Der er lavet nye og handicapvenlige toiletter, en flot vinkælder samt lounge/tv stue på 1. salen. Lokale håndværkere har sat alle sejl til for at indfri ønsket at udnytte de mange lag Kroens historie til at Brobyværk nu står som en autentisk Kro i nutidig udvikling.

På sigt er det planen at opføre et flot orangeri, som vil forbinde restaurant, selskabslokaler og værelsesfløj. Man vil fra orangeriet få en fantastisk udsigt over landskabet og Odense Å.

Orangeriet vil komme til at danne ramme om et overflødighedshorn af tropiske planter. Da Claus er gartner, og driver Skandinaviens største gartneri med grønne planter, er det naturligt at bruge Kroens fantastiske omgivelser til at fremvise det ypperste inden for grønt indendørsmiljø og samtidig give Kroens gæster en unik oplevelse ved at kunne færdes i dette miljø.

Jannik Jensen blev med ejerskiftet Brobyværk Kros nye Køkkenchef, og står nu for den daglige drift af køkkenet. Jannik er uddannet kok fra Kongebrogaarden, og har herudover været på skønne fynske spisesteder som Hindsgavl Slot, Skovbakken Restaurant Zoo og Gammel Brydegaard. Men Jannik er også selv vokset op på en kro, og har selv en kromand i maven. Så udover at Jannik garantere for et solidt håndværk i køkkenet, er det en drøm der går i opfyldelse; at kombinere kokkerollen med rollen som krofatter.  Jannik har allieret sig med kompagnon og tidligere kollega, Henrik Mundt Krammager. Henrik er uddannet tjener, og har, udover Kongebrogaarden og Skovbakken, også slået sine folder på Hereford Beefstouw i Odense. Henrik ser frem til at skabe uforglemmelige oplevelser på Brobyværk Kro – stedet skal emme af glædelige begivenheder, hyggelige ophold og spændende arrangementer til glæde for hele oplandet på Fyn. De to har i takt med at kroens fysiske rammer er blevet moderniseret, set på udviklingsmuligheder indenfor det gastronomiske område. De har begge passion for det dansk/franske køkken og den gastronomiske linje er derfor at de med respekt for det traditionelle danske krokøkken tilføjer et moderne tvist, mens retter inspireret af det franske brasseriekøkken serveres tilpas rustikt, til at det hører hjemme på en dansk kro.

Ejerskiftet i feb. 2020 var et historisk øjeblik. Kroen havde på det tidspunkt været i familie Jørgensens eje i over 100 år, og gennem 3 generationer. Efter at Kroen, i ikke mindre end 13 år havde været til salg lykkedes det endelig. Der er ingen tvivl om, at Ib og Anne-Lise Jørgensen ønsker en lys og driftig fremtidig for kroen – det vidner det yderst behagelige samarbejde i forbindelse med overdragelsen om.

Der er med sikkerhed en stor skare af krogæster, der vil takke Ib og Anne-Lise Jørgensen for mange mindeværdige stunder, og det er med stor respekt for deres gode ånd, at Kroen nu drives videre med håbet om at gæsterne vil tage udviklingen som en oplevelse og være med til at  skrive det nye kapitel for Brobyværk Kro

Brobyværk Kro´s tidlige historie

Læs Kroens tidligere historie her skrevet af Rene Jørgensen, søn af Ib og Anne-Lise Jørgensen. Historien er sammenfattet af 5 Facebookopslag og kan her læses samlet og helt uredigeret herunder.

Tilbage i 1918 havde Peder Hansen sat kroen til salg. Han havde mistet sin kone efter en meget hård fødsel. På daværende tidspunkt havde man ikke de muligheder som vores samfund har i dag.

Peder var derfor nødsaget til at finde en løsning så han kunne få passet sine 7 børn….

En dag kom der en ung pige ind på kroen og søgte stillingen som husbestyrerinde….

Hun fik stillingen og Peder blev meget forelsket i hende… efterfølgende fik de 3 børn sammen

På det tidspunkt var det ikke accepteret at man blev forelsket i kvinder der var mange år yngre end en selv og derfor tog Peder situationen alvorligt og satte kroen til salg….

Herfra Brobyværk Kro ønsker vi jer alle en rigtig glædelig jul…

Husbestyrerinden som i øvrigt hed, Anna blev relativt hurtigt en habil krokone…

Faktisk var hun så dygtig at hun styrer kroen videre efter Peter Hansens død i 1934.

Hun får lavet flere tilbygninger på kroen, der sker faktisk en større udvikling under Annas ejerskab….

Som fortalt i aftes, så fødte hun 3 børn….
Det ene af disse børn var vores farmor…. ( Ibs mor )

Hendes navn var Maria Elisabeth Hansen.
Maria kom til verden i 1922…

I 1941, finder Maria Elisabeth sin mand Lars Arne Jørgensen, og de bliver gift i 1942….

Lars Arne arbejder på daværende tidspunkt på virksomheden Nilbro.

(Hvis nogen er i tvivl, så er Nilbro det vi i dag kender som KEN…)

I hans fritid udlejede han vaskemaskiner til gårde og større forsamlinger…

Maria Elisabeth bliver gravid i 1947, og i April 48, bliver Ib født……

Fortsættelse følger……

I 1953, vælger Lars Arne at gå 100 % ind i kroen og i den forbindelse stopper han sit arbejde på Nilbro.

På daværende tidpunkt er “lille” Ib, 4 år gammel..

Som 8 årig får Ib at vide at han skal være kromand….. dengang var der ikke de store valg, for Ib var enebarn..

Maria Elisabeth og Lars Arne får sat gang i en masse tiltag de efterfølgende år.

De får lavet flere værelser på kroen. Bla. sætter de den gamle stald i stand.

De får også lavet det vi kender som verandaen og den kroens sal bliver sat i stand.. den bliver udvidet med en scene…

Derudover får de også sat kroens køkken på landkortet….

I en årerække er de kendt vidt og bredt for deres engelske bøffer….

Lille Ib bliver stor og starter i lære som kok på Hotel Svendborg i 1965…

I 1970 møder Ib, sin kommende hustru Lise.

I 1971 starter han i lære som tjener på den grimme ælling i Odense.

I 1973 bliver Ib færdig med med sin uddannelse og er nu både kok og tjener.

I November 1973 bliver Ib og Anne Lise gift, og de afslører under brylluppet at Ulrich ligger inde i maven….

Ulrich bliver født i juni 1974, og den lille familie bor på Hesselhøjvej i Brobyværk.

Der er sat gang i en løbende overtagelse af kroen.

I marts 1976 bliver René født.

I 1977 har Arne og Maria Elisabeth 25 års jubilæum på kroen.

Maria Elisabeth dør i Januar måned i 1980.

Lisbeth kommer til verden på Faaborg sygehus den 2. Februar

Arne og Ib er gået igang med at sætte de gamle værelser i stand og i 1983 er stort set alle værelser i den gamle fløj renoverede.

I 1985 begynder Ib og Anne Lise at forberede en større udvidelse af kroen.
De er klar over at hvis kroen skal fremtidssikres så skal der flere værelser til.

I 1987 påbegyndes nybygningen af værelsesfløjen der indeholder 14 nye dobbeltværelser.

Den nye værelsebygning står færdig April 1988.

Arne Jørgensen dør i oktober samme år.

Her kommer sidste del af historien om Familien Jørgensen på Brobyværk Kro.

Hvis du har lyst til at læse de forrige afsnit, så ligger de her på Facebook siden…

Relativt kort efter åbningen af den nye værelsesfløj kommer der et helt nyt segment af gæster.

Weekendophold bliver en fast del af kroens tilbud og der kommer gæster fra nær og fjern.

I midten af 90erne lykkedes det “lille” Ib at komme med i TV2 programmet, Lykkehjulet…

Han kommer derfra med et ur på armen…

Vi har stor glæde af at være en del af Dansk Kroferie som man i dag kender under navnet Small Danish Hotels.

Vores gæster kommer fra hele verden og vi nyder godt af Gelting færgen som fragter mange tyskere herop.

I 2003 bliver vi kontaktet af Danmarks Radio som vil besøge os for at lave en udsendelse om kroer i Danmark.

Det ender med at Brobyværk Kro bliver udvalgt sammen med 3 andre kroer.

Programmets vært Nis Boesdal får sammen med et sit hold, lavet en fra vores synspunkt, fantastisk udsendelse, hvor der bliver sat fokus på kroen samt Brobyværk og omegn.

Eksponeringen er enorm og der kommer mange nye gæster til på kroen.

Udsendelsen bliver genudsendt et utal af gange og hver gang, er det mærkbart på alle fronter.

I slutningen af 00erne bliver kroen sat til salg…

Der dukker løbende potentielle købere op, men der er ingen der får sat sin autograf på slutsedlen i første “runde”…

I sommeren 19, møder de nye ejere af Ove Nielsens gartneri i Allested op. Fra første færd har de interesse i kroen og i slutningen af 2019 bliver vi enige om betingelserne for deres køb af Brobyværk Kro.

Den 15/2-2020 forlader vi Brobyværk Kro og overlader den til Familien Feldborg.

Vi ønsker at I allesammen vil tage rigtigt godt imod dem..

Fra vores side vil vi gerne takke alle, der har deltaget i festlighederne de sidste 100 år.

Tak til vort personale igennem hele perioden. Uden jer var det ikke muligt at komme så langt….

Tak til ALLE der bakkede os op. Hvor mange kroer lukkede, fortsatte vores kro i et højere og højere tempo….

Vi ønsker jer alle sammen alt det bedste…

Tak for det hele – det har været en fantastisk rejse..

De kærligste tanker

Ib & Anne-Lise
Lisbeth, Ulrich & René

(se opslag fb 24. dec. 2019) (se opslag fb 25. dec. 2019) (se opslag fb 26. dec. 2019) (se opslag fb 31. dec. 2019) (se opslag fb 26. jan. 2020)